Baptisterne i Ingstrup

kilde Bent Hylleberg 2020

Ingstrup menighed

Baptisternes ’Missionshus’ i Ingstrup blev indviet 1916. Menigheden havde også to andre bygninger, der fungerede som mødesteder. Det ældste af disse blev købt i Vester Hjermitslev i 1917. I 1934 erhvervede menigheden ’et ældre, saneringsmodent hus midt i Nørre Saltum by for at sikre sig den helt ideelle byggeplads. Men da menigheden ikke anså det for muligt at bygge nyt, indrettedes mødesal i den erhvervede ejendom’ (JUB, 41). Det var disse tre bygninger, som tyskerne beslaglagde i 1943-1945. Privatfoto.

Daglig omgang med tyskerne på menighedens område omkring Ingstrup og Saltum var umulig at undgå gennem hele krigen. En enkelt erindring herom fra Else og Johannes Nielsens hjem – baptistfamilien boede på gården ’Munken’ i klitterne syd for Løkken – lød: ’Den lokale sognefoged bad Else Nielsen lave mad til tyske soldater – det vil sige 5, som i toholdsskift fik det daglige hovedmåltid hos familien mod betaling. Det foregik roligt, idet det ofte var familiefædre, som på vagten sad og lavede legetøj til deres børn derhjemme. Der var bl.a. en bager mellem dem, som bagte brød sammen med Else Nielsen. Ligeledes var der en smed, som hjalp til med at reparere høstvogne. Som oftest var de venlige overfor familien og de 8 drenge, der voksede op på gården. Hen i forløbet var der en episode, hvor en samtale mellem Johannes Nielsen og en soldat førte til, at denne opførte sig truende og rettede sit gevær mod Johannes Nielsen. Herpå bad familien sig fritaget for at bespise soldaterne, hvilket den lokale sognefoged accepterede’ (PN). Til de store anlægsarbejder både langs kysten og langt inde i landet blev der hentet arbejdskraft fra det meste af landet. Arbejdet bestod i at grave grøfter for at besværliggøre en evt. allieret invasion. Familien på ’Munken’ blev også pålagt at indkvartere en københavner, der arbejdede på egnen (PN). En anden familie fra Hvorup Klit blev endnu hårdere ramt i mødet med værnemagten. – Se biografien om Aksel Jensen.

Menighedens prædikant under hele krigen var P. Christensen (1873-1945) – ’en dygtig og betydelig Prædikant’. Han havde et roligt gemyt, hvormed han med værdighed håndterede det besvær, som tyskerne pålagde menigheden. Ud over de almene gener, der prægede hele egnen, fik menigheden beslaglagt dens kirkebygninger: ’Fra oktober 1943 indtil krigens afslutning i maj 1945 blev huset i Ingstrup brugt til indkvartering af tyske soldater. Huset i Vester Hjermitslev blev lazaret, hvorimod huset i Saltum var beslaglagt til at genhuse herboende, hvis hus tyskerne skulle bruge’ (Jub, 41). Om kirken i Ingstrup fortalte Niels Bjerg: ’Den var forsynet med dåbsgrav og havde derfor status af kirke, og kunne efter ansøgning derom muligvis være blevet fritaget, men sognefogeden, som var tyskernes mellemmand, oplyste baptisterne om, at konsekvensen af kirkens fritagelse ville være, at nogle større private huse i byen ville blive beslaglagt. Det blev et samvittighedsspørgsmål for menigheden, som nu afstod fra at søge om fritagelsen’ (NB). Andre kristne viste – måske af denne grund – økumenisk gæstfrihed: ’Menigheden blev tilbudt Indre Missions sal i Saltum til møder, ligesom enkelte begravelser blev holdt fra Folkekirken i Saltum’ (Jub, 41). Og menighedens afholdte præst, P. Christensen, blev begravet den 4. april 1945 fra sognekirken i Ingstrup (ÅB 1945, 114). Tilmed forsøgte sognepræsten i Ingstrup, pastor O. J. Veien, at gøre det muligt for baptisterne at gøre brug af sognekirken til menighedens gudstjenester. Bredahl Petersen skrev til ham og fik et venligt svar. Pastor Veien svarede: ’Jeg kan forstaa og føle med dem af Deres Trosfæller, som er berøvet deres Forsamlingshuse’. Han havde derfor forsøgt at få Aalborg-biskoppens tilladelse til at efterkomme Bredahl Petersens anmodning, men ’Biskop Smidt er ikke Biskop Oldenburg, hvad angaar den rent embedsmæssige Side af Sagen. Desuden har jeg forelagt Menighedsraadet sagen, og de var nærmest negativt stemt. Land er ikke By!’ Herpå sluttede pastor Veien: ’Jeg har her i Ingstrup et godt Forhold til Baptisterne. Deres Huse gaar jeg ikke forbi, og jeg er altid velkommen!’ (KK-arkiv, 1944).

Pastor Veien i Ingstrup svarede høfligt Bredahl Petersen, der sendte hans svar til P. Christensen i Ingstrup til orientering – med besked om, at brevet skulle returneres. Det blev det! Bredahl Petersens arkiv (Købnerkirkens arkiv).

Hjem i stedet for kirker

Det blev derfor en række af menighedens hjem, der viste stor gæstfrihed til menighedens gøremål: ’Bænke og alt interiør blev i hast fjernet, før soldaternes ankomst [til de beslaglagte kirkehuse]. En gård, Thorsgaard’, i Ingstrups nordlige udkant havde en såkaldt ’storstue’, som ejerne – Marie Gjerløv og Johan Nielsen, begge baptister – stillede til rådighed for menigheden. Med bænke og andet inventar fra kirken blev der her lavet et menighedscenter til gudstjenester, missionsuger, søndagsskole og ungdomsmøder. I Vester Hjermitslev stillede min morbror, Valdemar Christensen, ved flere lejligheder sit snedkerværksted til rådighed. Jeg husker, hvordan man ved disse møder havde tildækket snedkerimaskinerne med tæpper og lagner, og Guds ord blev forkyndt af karsken bælg – bl.a. af landsevangelist Chr. Bech og nylandsmissionær Stephan Petersen’ (NB).

Denne ’alternative’ brug af kirkehusene gik hårdt ud over bygningerne. Da værnemagten rykkede sine soldater ud hen imod krigens slutning, blev kirken i Ingstrup taget i brug til ’tyske flygtninge, der ankom efter flugt fra de russiske hæres brutale fremmarch’: ’Jeg husker, at jeg en dag, vel som en 14-årig nysgerrig dreng gik ind i kirken for at se disse flygtninge, der nu var kommet til landsbyen. Jeg glemmer aldrig synet. Ved hver side af salens midtergang var der opsat et højt bræt på højkant, og så var hele rummet ellers fyldt med et lag halm. Her sad og lå mænd og kvinder, børn og gamle mellem hinanden – det mest trøstesløse syn, jeg har fra min barndom. Det var så uværdigt’ (NB).

Efter krigen blev disse kirker erklæret for uegnede til beboelse, og menigheden besluttede derfor at bygge to nye kirker – i Saltum (1952) og i Ingstrup (1956): ’Og der var ingen tvivl om, at når menigheden så kort tid efter krigen kunne rejse disse to kirker, så skete det takket være det sammenhold, der var blevet skabt under krigen’ (NB). Over begge de nye kirker valgte menigheden – selv efter krigen! – på baggrund af Bredahl Petersens opfordring med store bogstaver at skrive ’Baptistkirken’ (Jub, 42f). Efter ansøgning til statens ’Udvalg for Indkvarteringserstatning’ om kompensation for værnemagtens brug af ’Baptisternes Forsamlingshus i Vester Hjermitslev’ fik menigheden i foråret 1947 et samlet vederlag for brug og for forvoldte skader på godt 4.000,- kr. (KC) – hvilket svarede til en årsløn for dens prædikant.

Litteratur
  • Jubilæumsskrift: Ingstrup Baptistmenighed 100 år. 1895-1995, 1995 (Jub)
  • Niels Bjerg Nielsen: Erindringer fra besættelsen, til forfatteren, 19.08.2009 (NB)
  • Købnerkirkens arkiv: Bredahl Petersens korrespondance 1944 (KK-arkiv)
Informanter
  • Karin Lignel Christiansen (KC); Poul Nielsen (PN); Niels Bjerg Nielsen (NB); Merete Gjerløv (MG).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *